you are here:
Exhibitions   /   Fredrik Raddum

DELIRIUM


Fredrik Raddum

DELIRIUM

9. marts – 8. april 2006
 
 
Dyr, menneske og natur er faste omdrejningspunkter i norske Fredrik Raddums (f.1973) skulpturer. Men grænserne imellem disse kategorier er temmelig udflydende.
På udstillingen i Martin Asbæk Projects præsenterer Raddum en delirisk hallucination, der på en gang er lattervækkende og hjerteskærende. Antenne-agtige blomster vokser ud af ørerne på et barn. Mens giraffer afslører menneskelige træk.
 
Raddum arbejder i sine skulpturer med referencer til både pop art og romantikken. Altid med en subtil og rørende humor, der frem for at skabe distance, vækker beskuerens empati. Hans tegneserie-agtige skulpturer rummer en særlig blanding af ironi og aldrig opfyldt længsel efter at forene menneske og natur - på harmonisk vis.
 
Med udstillingen DELIRIUM i Martin Asbæk Projects tematiserer Raddum menneskets totale dominans over naturen – og den forvirring, der er fulgt med.
 
Raddum sætter kultiveringen af landskabet humoristisk på spidsen, når han forsyner en grøn bakketop med legetøjshjul, så bakketoppen kan trækkes, hvorhen man vil. Den manipulerbare natur er også genstand for tvetydig humoristisk fortolkning i den monumentale skulptur ”African Reindeer”, hvor Raddum fører Afrika og Arktis sammen i en krydsning af giraf og rensdyr. Det eksotiske dyr er således blevet udstyret med et stort gevir og en strikhue - velegnet til et liv på de nordlige breddegrader.
 
Det 3 meter lange ”giraf-rensdyr” minder om et overdimensioneret jagttrofæ. Værket vækker associationer til safari-turisme og jagtsportens trofækultur, hvor det nedlagte vildt tjener som udstoppet dekoration hjemme i stuen.
 
Værket synes på den ene side at ironisere over menneskets forfængelige trang til at udstille sin styrke.
På den anden side har Raddums trofæ noget humant over sig. Med sin forklædning udtrykker giraffen en ejendommelig selvbevidsthed: den ved, den er en giraf, men ønsker at være et rensdyr. Det identitetsforvirrede dyr forekommer således meget menneskeligt.
 
I fotoserien ”Holiday” føjer Raddum sort-humoristisk kant til begrebet ”feriebilleder”. Turisten Fredrik Raddum har fotograferet spor efter dyr, der er blevet dræbt i trafikken på ferieøen Mallorca. Alt fra hunde og rotter til uidentificerede arter. På denne morbide måde sætter han relationen mellem dyr, menneske og natur yderligere i perspektiv.
 
Raddum lavede fotoserien under et artists-in-residence ophold på Centro Cultural Andratx, Mallorca i 2005. Separatudstillingen i Martin Asbæk Projects er hans første i Danmark.