you are here:
Exhibitions   /   Jesper Carlsen

Effects on Consciousness

Jesper Carlsen

20. marts – 11. april 2009



Pulserende farver og mønstre på nethinden er et af de fænomener Jesper Carlsen undersøger i Effects on Consciousness, der består af videoværker, installation, fotografiske arbejder og papirklip, som tilsammen udgør et mindre bevidsthedslaboratorium.

De fleste kender oplevelsen af at køre i tog eller bus og med lukkede øjne se mønstre i forskellige farver – fremkaldt af hastigheden og sollys mellem træer. Dette fænomen genskaber Carlsen med inspiration fra den britiske kunstner Brion Gysin og hans Dream Machine, der ifølge ophavsmanden bl.a. kunne gøre nytte i forstæderne og erstatte fjernsynet.

En slags gør-det-selv anordning baseret på en pladespiller, som kunne efterligne det kalejdoskopiske lysfænomen Gysin fik lyst til at kopiere under en bustur, hvor han med lukkede øjne oplevede sollysets brydning gennem træer. Denne episode har Carlsen bygget en model over, en model der rent teknisk virker som Gysins drømmemaskine fra 1960, men som derudover også refererer direkte til oplevelsen i bussen.

Udforskningen af mønstre, og navnlig hvordan de opstår, går igen i flere af udstillingens værker. En væg i Martin Asbæk Gallery står således og flimrer for øjnene af beskueren – beklædt med et tapet af såkaldte interferensmønstre, der er fremkommet ved, at en mønsterstruktur i computeren er blevet sat sammen med en anden. Ud af mødet imellem de to opstår et helt tredje mønster: inteferensmønsteret.

Det skaber en form for flimren på nethinden. En perceptuel støj, der flytter aflæsningen af værket fra det formelle niveau, og den matematiske logik der ligger bag, til en fysisk og mental tilstand, som måske mest af alt kan minde om et svimmelhedsanfald. Dette spring i mellem årsag og virkning er omdrejningspunktet for Carlsen. Hvordan hjernen opfatter et synsindtryk – helt løsrevet fra årsagen til dét, der har fremkaldt synet.

Han arbejder ofte helt nede i detaljen f.eks. med et enkelt pixel for at undersøge, hvordan betydninger bliver til. Det er også tilfældet i en af hans animationer, hvor de samme sort/hvide ”frames” roterer igennem animationen, men i takt med at hastigheden forøges, virker det som om nye former opstår.

Et gennemgående træk ved Jesper Carlsens arbejder er denne optagethed af perception, måden hvorpå vi aflæser synsindtryk. Det var også temaet for hans første soloudstilling i galleriet Femte dag (2006), hvor dyr og deres adfærd udgjorde motivet. Jesper Carlsen (f. 1977) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2006.