you are here:
Exhibitions   /   TOPAZ

TOPAZ

TOPAZ
 
Yvette Brackman, Ulrik Heltoft, Jane Jin Kaisen
Lasse Krog Møller, Marie Kølbæk Iversen,
Miljohn Ruperto, Ebbe Stub Wittrup
 
29. maj – 27. juni 2009
 

 
TOPAZ er måske ikke en af Alfred Hitchcocks bedst kendte film, men koldkrigsgyseren fra 1969 har den
særlige historie, at København spiller en væsentlig rolle i filmen. Det er i den danske hovedstad, at en sovjetisk diplomat
hopper af, og handlingen kan tage sin begyndelse.  
 
”The action is global: Moscow, Copenhagen, Washington …”, lyder det i den 40 år gamle trailer til filmen.
Samtidig ser man billeder af tilforladelige danske cyklister og fæle kommunister. Og i et firedelt screen shot med tydelig
60’er-æstetik er Knippelsbro flankeret af mere verdenskendte lokaliteter: Den Røde Plads, United States Capitol,
Triumfbuen i Paris.  
 
Udstillingen i Martin Asbæk Gallery er bygget op omkring denne film, som er baseret på Leon Uris’ politiske
spionroman og bestseller fra 1967, som angiveligt beskriver virkelige hændelser. I filmens begyndelse er en
forfølgelsesscene, der går fra den russiske ambassade over Rådhuspladsen, gennem den Kgl. Porcelænsfabrik og ender
ved designbutikken ”Den Permanente” på Vesterbrogade. Med udgangspunkt i filmens blik på København ”udefra”
skabes yderligere lag af fiktion omkring en virkelig hændelse – fortolket med 40 års mellemrum.
 
Flere af værkerne er lavet med direkte afsæt i scener fra TOPAZ. Det gælder eksempelvis Ebbe Stub Wittrup og
Ulrik Heltofts fælles fotografiske værker, der er nutidige still billeder af lokaliteter, som indgår i filmen såsom
Knippelsbro, den russiske og amerikanske ambassade. Når man betragter værkerne uden kendskab til den
bagvedliggende historie, fremstår de underligt tavse og mystiske. Hvorfor netop disse bygninger og steder? Hvad betyder
de? Spørgsmål, der er helt rimelige, men som også bringer lidt af den paranoia frem, der er alle spionfilms forudsætning,
nemlig skabelsen af et univers, hvor alting betyder noget. Og gerne noget uhyggeligt.
 
Jane Jin Kaisen undersøger i sin videoinstallation The Center Cannot Hold ”bustens” tilbagevendende betydning i
filmen, mens Marie Kølbæk Iversen i installationen Army of Me involverer beskueren i et skyggespil ved hjælp af
kamera og stadige projektioner. Derudover præsenteres videoværket Waiting af den L.A. baserede filippinske kunstner
Miljohn Ruperto, som udspiller sig på et hotelværelse.
 
Inspireret af TOPAZ’s scener fra Den Kgl. Porcelænsfabrik viser den herboende amerikanske kunstner Yvette
Brackman, der har været professor ved Kunstakademiet, to portrætter i porcelæn Citizen Roman og Citizen Rita, der
forestiller hendes forældre i midten af 1950’erne, inden de emigrerede fra Sovjetunionen til USA, hvor McCarthyismen
var på sit højeste, og der blev drevet klapjagt på potentielle kommunister og spioner, mens sovjetiske systemkritikere
omvendt led en krank skæbne bag jerntæppet.  
 
Lasse Krog Møller har været i felten og fundet forskellige genstande (bl.a. cigaretskod, sedler, tyggegummiklatter og
lign.), der er indsamlet fra gaden. Disse ”spor” er registreret som var de af allerstørste betydning. Værket er del af en
serie feltundersøgelser, der mimer arkæologiske og museale metoder, men med TOPAZ i baghovedet, går
associationerne mere i retning af opklaringsarbejde.
 
Traileren til TOPAZ kan ses på YouTube